Skovhusvært
Vil du være frivillig i Skovhuset?
I Skovhuset Kunst & Natur har vi ca. 40 frivillige, der er med til at drive huset og tage imod udstillingsgæster i åbningstiden. Skovhuset Kunst & Natur ville ikke findes uden et højt og dedikeret frivilligt engagement. Vil du være med?
Skovhusets frivillige løser en række opgaver:
Som frivillig vært åbner man huset, tager imod gæsterne og sørger for, at de har det godt. Der skal laves kaffe til cafégæsterne, skænkes vin og vand, og man skal kunne lide at gå i dialog med de gæster, der gerne vil i samtale om udstillingens værker og kunstnere. Man skal også kunne håndtere et kasseapparat, og der er tålmodig oplæring, indtil man kan sine knapper.
Man er altid mindst to på vagt til hver udstilling – gerne flere ved ferniseringer og særarrangementer som f.eks. koncerter. En vagt varer tre-fire timer, og man må meget gerne tage to-tre vagter om måneden. Som frivillig kan der også være andre opgaver, som man løser sammen i en arbejdsgruppe. Uanset om man kommer her meget eller lidt, bliver man en del af et givende fællesskab. Mindst to gange om året er det festlig sammenkomst med mad for alle husets frivillige.
Som frivillig vært får man et unikt indblik i, hvordan et udstillingshus fungerer. Man får desuden mulighed for at opnå en større forståelse for kunst og kunstnere ved de særlige omvisninger, som finder sted før hver udstilling åbner. Her deltager kunstnerne selv, så vidt muligt, så man på den måde får viden om værkerne direkte fra kilden.
Lige fra udstillingshusets spæde start har det i meget høj grad været de frivillige, som har fået Skovhuset til at fungere. Hvis alle værter tager 1-2 vagter pr. måned, vil alle vagter være dækket. Skovhuset har 3-4 udstillinger om året.
Vil du være vært, kan du komme i Skovhusets åbningstid og tale med en af os i caféen. Du kan også maile til Lene Crone Jensen på [email protected].
(Adgang for Skovhusværterne til husets VAGTPLAN findes her.)