SKAB DIT EGET KUNSTVÆRK I NATUREN - med Studio ThinkingHand
SKAB DIT EGET KUNSTVÆRK I NATUREN - med Studio ThinkingHand
Skovhuset Kunst & Natur byder i samarbejde med den dansk-australske kunstnerduo Studio ThinkingHand på en kunstnerisk sommerferieaktivitet for børn i Furesø Kommune i alderen 10 år og opefter. Ferieaktiviteten foregår fra 29. juli til 1. august, og består af to workshops, fordelt på to dage, hver på tre timer. Forløbet rundes af lørdag 1. august med en fælles udstilling og en omvisning af værkerne for familie, venner og andre interesserede. Tilmeldte børn deles op i hold. Tilbuddet er gratis.
1. Land art workshop (3 timer)
I denne workshop går I på opdagelse i de naturrige omgivelser omkring Skovhuset og Søndersø. Opdagelserne bruger I til at skabe jeres egne land art kunstværker, dvs. kunstværker der er lavet af naturmaterialer og som skabes ude i naturen.
2. Støbning af historier og naturmaterialer (3 timer)
I den anden workshop skal I finde smukke, sjove og forunderlige genstande i naturen. Naturens genstande skal I bruge til at forme personlige historier, som støbes i små runde petriskåle.
3. Udstilling af kunstværker (5 timer)
Lørdag 1. august er fælles sidste dag for alle hold, og det bliver den store udstillingsdag. Udstillingen viser både de afstøbte personlige historier i petriskålene og land art kunstværkerne. På denne dag får I tid til i fællesskab at sætte udstillingen op og gøre klar til at åbne op for publikum, familie og venner.
Tid: 29. juli - 1. august 2020
Sted: Skovhuset Kunst & Natur, Ballerupvej 60, Værløse
Tilmelding
Har du/dit barn lyst til at være med, så skriv til [email protected]. Skriv: "Land art workshop" i emnefeltet. Skriv navn, adresse og alder i e-mailen. Forløbet er gratis og gennemføres gennem midler fra Furesø Kommune (Sjov Sommer i Furesø). Tilbuddet er fortrinsvis for børn bosat i kommunen. Skovhuset fordeler tilmeldte børn i hold efter alder. Endeligt tidspunkt for holdene meddeles senere. Tilmelding senest søndag 19. juli.
Hold 1: onsdag kl. 8.30-11.30, torsdag kl. 12.00-15.00, lørdag kl. 10.00-15.00
Hold 2: onsdag kl. 12.00-15.00, torsdag kl. 8.30.00-11.30, lørdag kl. 10.00-15.00
Hold 3: fredag kl. 9.00-15.00, lørdag kl. 10.00-15.00
Om Studio ThinkingHand
Studio ThinkingHand er en dansk-australsk kunstnerduo, som består af Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen. I deres værker arbejder de med forholdet mellem mennesker, natur og videnskab. De laver bl.a. skulpturer og installationer, hvor de bruger mos, svampe, bakterier, kombucha og andre organiske materialer i en uforudsigelig sammenblanding med syntetiske materialer som epoxy, metal og beton. Læs mere om dem her.
Foto: Studio ThinkingHand, workshop med elever fra Gilbjergskolen, Munkeruphus, 2020