NATURSYN FRA MIDDELALDER TIL ØKOKRISEN
NATURSYN FRA MIDDELALDER TIL ØKOKRISEN
EN SAMTALE MED ANDREA FJORDSIDE PONTOPPIDAN OG AKSEL HAANING
Skovhuset Kunst & Natur byder velkommen til en eftermiddag, hvor vi stiller skarpt på, hvordan vores natursyn har udviklet sig gennem tiden. Måden hvorpå vi definerer og forholder os til naturen siger noget om, hvordan mennesket forstår sig selv. Middelalderens kristne mystikere så f.eks. viden om naturen som en måde at nærme sig det guddommelige. Men hvad siger det om os i dag, at vi har udråbt samtiden til Antropocæn, menneskets tidsalder? Og hvor er de nyeste bevægelser inden for økologisk og kunstnerisk tænkning på vej hen i relation til den nuværende klimakrise? Vi har inviteret filolog og filosofihistoriker Aksel Haaning, og redaktør og kurator Andrea Fjordside Pontoppidan, til at give et kort foredrag hver, efterfulgt af en fælles samtale.
Aksel Haaning er anerkendt filolog og filosofihistoriker og forsker i naturbegrebet i dansk kunst, litteratur og filosofi. Et samlende element i hans arbejde er en kritisk tilgang til historien samt en konstruktiv afdækning af, hvorledes de ofte glemte og oversete traditioner og tankeverdener har forbindelse til vor egen tid og udfordrer os selv, vores kultur- og selvforståelse.
Andrea Fjordside Pontoppidan er redaktør, kurator og anmelder og arbejder i skæringsfeltet mellem kunst, litteratur, kritisk feminisme og politik omkring jordbrug. Hun er forlægger hos Laboratoriet for Æstetik og Økologi, en eksperimentel kuratorisk platform og mikroforlag. Hun er derudover engageret i jordbrugsfællesskaber, hvor hun undersøger, hvad det vil sige at arbejde med jorden og planterne.
Billetter á kr. 60 kan købes via billetto.dk eller ved indgangen og giver også adgang til udstillingen Nu Falmer Skoven. Der er gratis adgang for medlemmer af Skovhusklubben.
Foto af Aksel Haaning: Sille Veilmark